Spiseforstyrrelser – Anoreksi

Kan du ikke bare spise??

Spiseforstyrrelsens funktion, er at styre eller håndtere svære følelser og situationer. Hvis ens verden er kaotisk eller skræmmende, kan det at over-kontrollere sin mad, over-spise eller holde helt op med at spise, være et værktøj til at få ro indeni og danne en beskyttelse mod det svære.

Selvom maden ofte bliver fokuspunktet, i behandling af en spiseforstyrrelse, så er dén ikke selve problemet, men blot et symptom på, at noget gør ondt et andet sted.

Når en spiseforstyrrelse oftest opstår i den tidlige ungdom, er der en særlig god grund til dette. Det er i den tid, hvor vi alle begynder at opdage verden omkring os og finder ud af, at den kan være stor og skræmmende. De helt store spørgsmål som; Skal mine forældre dø en dag? Skal jeg dø? Bliver mine forældre skilt engang – snart? Hvem er jeg egentlig? er nogle af de klassiske eksistentielle spørgsmål, som alle børn og unge vil tumle med på et tidspunkt. Det er ganske normalt og ufarligt.

Men hvis der ikke findes en at adressere disse spørgsmål til, altså en voksen (eks. forælder eller lærer) eller man ikke er så heldig at have en god ven, der kan lytte og tage del i disse spørgsmål, kan de vokse sig uforholdsmæssigt store indeni.

Vi har sikkert alle sammen prøvet, hvordan tanker kan vokse sig til mere eller mindre katastrofer inde i hovedet. Men så snart der bliver sat ord på dem og de bliver delt med andre, så virker de slet ikke så store længere. Ofte kan vi grine af, hvor bekymrede vi var over dét eller dét, når det slet ikke var så galt endda.

Men forestil dig så, at du ingen har at dele dine bekymringer med eller du ikke har lært, hvordan du omsætte dine bekymringer til hensigtsmæssige handlinger?

Måske ønsker du ikke, at bekymre andre med dine problemer. Det kan være, at mor og/eller far har det svært nok i
forvejen, de har ikke brug for flere problemer. Og dine venner forstår sikkert ikke, hvordan du har det, hvis du fortalte dem det – du er sikkert den eneste i verden, som har det sådan her. De ville måske endda være ligeglade eller måske
blive bange for at være sammen med dig? I hvert fald kan det virke helt uoverskueligt, at åbne sig op overfor andre, hvis du ikke er vant til det, eller har lært det.  

Dermed kan tankerne blive ved med at fylde og kan vokse til en uoverkommelig størrelse, der ikke er til at holde ud. Det kan føles enormt svært at være i sin egen krop, der måske begynder at reagere med angstanfald. Men det bliver ligeså svært at være i sit eget hoved – det er jo dér tankerne er!

Det er klart, at ønsket om at slippe væk fra problemerne, og måske slippe væk fra sig selv, bliver mere intenst og kan indlede en spiseforstyrrelse, hvis du har været udsat for svigt, mobning, skilsmisse, dødsfald, skoleskift, problemer derhjemme osv. – altså situationer, som er voldsomme at komme igennem og håndtere på egen hånd.

Kontrol over min lille del af verden

Spiseforstyrrelsen kan altså opstå ud ad mindre eller større situationer, der lige præcis trigger nogen af de angstfyldte tanker, der har fået et godt tag i dig. Og dét som spiseforstyrrelsen kan, er at give dig ro i hovedet, fordi du får kontrol over
din lille del af verden. Der findes pludselig en måde, hvorpå du kan håndtere din egen verden, nemlig det område der hedder madindtag og vægt.

Nogengange er det nemmere at forstå, hvordan anoreksien virker, hvis du forestiller dig, at du selv føler dig trist og fyldt op af tanker. Måske spiser du lidt sødt og sætter en film på, for at fjerne dig lidt fra det hele – anoreksien virker på samme måde. Derfor er det også let at forestille sig, hvorfor spiseforstyrrelser rammer meget tilfældigt og ikke kun én type personer.

Gevinsten der følger med en spiseforstyrrelse, er at du automatisk lukker ned for din krops behov og sansningen af kroppen i det hele taget. Og når du lukker ned for den, lukker du samtidig ned for dine følelser. Ikke dermed forstået, at du ikke har følelser længere. Men du skruer ned for dem, så de ikke påvirker dig så stærkt som før. Du har jo allerede oplevet, hvor frygteligt og angstfyldt det var, da du var i dine følelsers vold og det er dét du vil væk fra.

En anden sidegevinst (selvom den er kortvarig), er den positive opmærksomhed, du måske oplever, fra dine omgivelser. Så længe vi alle lader os betage af den slanke figur, og betragter den som et udtryk for sundhed, perfektionisme, kontrol og succes, så længe vil enhver, der opnår et vægttab, få en kortvarig følelse af mestring, kontrol og succes.

Umiddelbart tænker de fleste vel, at nogen der ser perfekte ud ikke kan have problemer eller være kede af det; nogen som ser sådan ud, er i kontrol i deres eget liv, de er ikke ved at gå i stykker. Det lyder skørt, men sådan fungerer vores hjerne. Tænk blot på, hvordan du selv kan have det, når du har kigget på Instagram eller Facebook i noget tid. Måske du genkender følelsen af at være mindre værd end andre, fordi det som fremstilles hér er poleret og perfekt. Der er ikke mange som tager billeder af, hvor morgengrimme de er og hvordan de ser ud når livet er svært. Når det nu engang er blevet et symbol på perfektionisme, skønhed og ikke mindst kontrol, at være slank, så giver det god mening, at mange tænker de kan opnå det samme, ved at blive slanke.

Men følelsen er desværre kortvarig. Fordi en slank figur giver ikke alt det, som man egentlig sulter efter indeni; ro i hovedet, færre bekymringer, kærlighed, omsorg, følelsen af at blive set og hørt, følelsen af at blive anerkendt og bekræftet.

Hvordan er det at være pårørende til én, der er ramt af anoreksi?

Forældre eller pårørende til én med spiseforstyrrelse, står i en enormt svær situation. Hele familielivet er præget af de, ofte lange perioder, hvor den som har det svært, konstant er i fokus for ens bekymringer, frustrationer og modsatrettede følelser som kærlighed og had.

Som forælder føler man måske, at man har fejlet i sin forældreopgave. Samtidig kan det også føles ensomt, fordi spiseforstyrrelse er et tabubelagt emne. Der er ikke mange at dele sine bekymringer og frustrationer med – og dem der findes i éns omgangskreds, der er villige til at lægge øre til, har måske svært ved at sætte sig ind i, hvordan det egentlig er at være i.

De fleste pårørende bliver, naturligt nok, meget bekymrede og føler de har gjort noget forkert i deres barns liv. De føler det
er deres skyld. Anoreksien kan ødelægge en familie, fordi alt pludselig handler om mad, vægt og misforståelser. De pårørende ønsker oftest at gøre alt for deres barn, men forstår meget sjældent hvordan de skal tackle anoreksien på en
god måde. Så jo mere de presser på, for at deres barn skal spise, jo mere sulter barnet sig.

Det er fordi at anoreksien er blevet barnets bedste ven, samtidig med at det er deres krops fjende. Anoreksien gør nemlig det den skal – fjerner det svære og det som gør ondt indeni. Så derfor vil de fleste, der har anoreksi, helst ikke af med den igen – for hvem har lyst til at sige farvel til sin bedste ven?

Spiseforstyrrelsen handler nemlig ikke bare om mad. Det er meget mere komplekst end som så. Som beskrevet ovenfor, er den et (effektivt) værktøj til at håndtere de svære følelser og tanker, der opstår i os alle i større og mindre grad.

De fleste forældre vil starte med at gå i panik, hvis de får mistanke om at deres barn har anoreksi! Fordi mad er så essentielt for os alle, for at overleve, sender dit barn dig jo et ret direkte signal om; manglende trivsel og, i yderste konsekvens, et manglende ønske om at leve.

Hvis alle forældre bare….

Kunne lytte, forstå, anerkende og acceptere deres børn problemer, ville det være en smal sag at give rum og plads til, at kunne tale om alt det som foregår og er svært i sit barns liv.

Sådan forholder det sig naturligvis ikke. Så ville problemerne sikkert ikke have vist sig i første omgang. Det komplekse i forældrerollen er nemlig, at vores egen angst bliver aktiveret, når vi oplever, at vores børn har problemer.

Og på dén måde bliver et mønster ofte tydeligt: mange vil nikke genkendende til, at hvis de har oplevet at have problemer, så får de enten utallige gode råd, der skal fjerne det åbenlyse problem, eller de føler sig undgået af andre og bliver ikke spurgt ind til. Hvem kender ikke det, selv bevidst at undgå en kollega eller en bekendt, som lige er blevet skilt, for hvad hvis jeg nu spurgte ind til noget, der ville få ham/hende til at blive ked af det og græde? Det ville være frygteligt for personen (men også for mig selv), for hvad stiller jeg op og hvordan fikser jeg det?

Generelt er der ikke mange, der er trænet i at kunne rumme svære ting – vi lever i en ”fikser” kultur, hvor problemerne ikke får lov at fylde. De skal håndteres med praktiske tiltag, fordi det er svært og angstfremkaldende at rumme andres smerte uden at kunne gøre dem glade igen. Så vi fikser problemerne i god tro og af et godt hjerte – til den anden (men også til os selv).

Og dermed gentages mønstret; når vi ikke kan rumme vores egen og andres angst og svære følelser, så er det umuligt at lære vore børn at gøre det. Og derfor lærer de heller ikke, hvordan man rummer sig selv og sine svære følelser og tanker hensigtsmæssigt. 

Når forældre konfronteres med deres barns angst bliver den dobbelt svær at rumme, fordi de samtidig skal rumme deres egen. Derfor griber forældre – og mange behandlere – til behandling af det åbenlyse problem: maden. Hvis bare barnet spiser, så forsvinder problemet også.

Hvad kan du selv gøre som forælder?

Noget af det bedste du kan gøre er faktisk netop det, som føles så uvant og svært; at lytte! Lytte og prøve at forstå. Undre dig, men prøve at forstå. Lytte lidt mere og så én gang til.

Selvom trangen til at fjerne og fikse problemet opstår og angsten rammer dig, så prøv at være stille og lytte.

Alle mennesker har en iboende evne til at reparere sig selv, også mentalt. Men det kræver, at vores evner hertil bliver stimuleret korrekt.

Forestil dig, at du deler noget meget personligt og svært med en anden. I situation 1 oplever du, at den anden indledningsvist lytter til dig, men snart bliver du overrumplet af gode råd og vejledning til, hvordan du skal gøre eller
ikke gøre. Du føler ikke længere, at der bliver lyttet til dig, den anden person er i gang med at fikse dit problem, for bedre selv at kunne være i situationen. Du oplever måske også, at den anden bliver lidt vred, når du siger, at du ikke har brug for råd og vejledning, men blot et lyttende øre. Fordi; hvorfor fortæller du personen noget, som de ikke må handle på? Med andre ord, hvorfor udsætter du mig for denne angstfulde oplevelse, som jeg ikke må handle mig ud af, for at få det bedre? Efter denne samtale, føler du dig måske helt forkert og endnu mere alene med dine svære tanker og følelser.

Situation 2 er med en lyttende person, som ikke afbryder dig, men lytter aktivt. Personen stiller måske uddybende spørgsmål, men det er kun for at kunne forstå dig bedre. Når følelserne rigtig får lov at fylde og du måske begynder at græde, så anerkender personen, at du lader til at have det svært. Og når du får lov at blive i de svære følelser, føles det pludselig ikke så tungt mere, fordi du deler dem med den anden person. I deler det svære sammen. Og lige dér får dine egne ressourcer plads til at; begynde at berolige dig selv og tænke konstruktivt. Efter denne samtale, føler du dig måske mere klar i hovedet og livet føles måske lidt lettere og ikke så ensomt, nu da en anden har delt din smerte med dig.  

Mere viden

Sæt dig ind i, hvad en spiseforstyrrelse er, og hvorfor den opstår. I den forbindelse kan jeg anbefale at læse mere om anoreksi via dette link til LMS: https://www.lmsos.dk/viden/kort-om-anoreksi/

Familiens problem

Husk på, at et barn der viser tegn på mistrivsel, ofte er et symptom på, at der er noget i vejen derhjemme. Derfor giver det rigtig god mening at opsøge hjælp til både familien, samt den der er ramt af en spiseforstyrrelse, i forening.

Kontakt mig gerne, hvis du har spørgsmål og ønsker inspiration til at få hjælp og komme videre.

Majken Brinch Sørensen, Psykoterapeut MPF

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *