fbpx

Selv et sundt selvværd kan blive udfordret

I sommers startede min mand og jeg med at spille tennis. Det kom sig af, at jeg en nat, hvor jeg lå vågen og spekulerede over mit liv, fik tanken, at det da egentlig godt må være sjovt at dyrke sport.

I en længere periode havde jeg gået mange og lange ture. En stor fornøjelse, jeg kan varmt anbefale det….men det var begyndt at blive noget kedeligt og jeg kom heller ikke afsted så ofte mere. Min motivation var primært at få noget motion, at holde mig i gang og det var dét jeg indså den nat. For mig er livet blevet for kort til, at gøre noget for motionens skyld, nej – jeg skal have aktiveret mit indre barn! Når jeg tænker tilbage på alle mine forsøg på at dyrke motion regelmæssigt, så bærer det altid præg af en ”skal” opgave, altså noget jeg gør fordi det giver god mening, men lysten er faktisk ikke til stede.
Når jeg sådan ligger om natten og spekulerer, får jeg tit mine bedste indfald og idéer. Da tanken med tennis ramte mig, kunne jeg bare mærke indeni; dét vil jeg prøve, det kunne dælme være sjovt! Jeg ville prøve noget nyt; få motion på en måde, som ikke bare føltes fornuftigt, men skægt.
Godt så, vi gik i gang – heldigvis var min mand frisk på at starte sammen med mig. Og vi fandt meget hurtigt ud af, at det var pissesjovt, at vi glemte tiden, at vi ikke kunne tænke på andet end hvornår vi igen skulle spille tennis.
 
For mit vedkommende fandt jeg også hurtigt ud af, at det var helt usandsynligt svært!!! Jeg kunne ikke fatte, at det kan være så udfordrende at ramme en gummibold med en ketsjer, uden at bolden flyver ad hækkenfeldt til, eller i den modsatte retning af, hvad jeg havde planlagt. Så frustrationen ved spillet kom også hurtigt også på banen.
 
Og det blev absolut ikke bedre af, at min mand (fordi han engang i sine unge år havde spillet en smule tennis) selvfølgelig lavede ubesværede og naturlige slag, som om han aldrig havde været væk fra spillet.
OK Majken, hvordan hænger alt dette sammen med selvværd, for det er jo det du skriver om, ikke? Jo, det hænger sådan sammen, at jeg blev ramt på mit selvværd. Og det var ikke fordi jeg nu befandt mig i en læringssituation, faktisk kunne jeg godt leve med dét; at det tager tid og kræver tålmodighed at lære sig en ny kompetence.
Nej, det der ramte mig på mit selvværd, det var at jeg følte, at jeg var til besvær! Når jeg for 117. gang skød bolden i skoven eller i nettet, så blev jeg så træt af mig selv, på vegne af min mand. Jeg følte mig som en klods om benet på ham og flov over, at jeg ikke kunne give ham et ordentligt modspil.
 
Da jeg først var begyndt at gå ned ad den vej, gik jeg i flere fælder;
  • Jeg begyndte at afkode de mindste træk, hos min mand, der kunne tolkes (af mig) som irritation over at spille med mig
  • Jeg følte, at jeg spildte min mands tid, fordi jeg trak hans spil med ned.
  • Jeg hørte udelukkende min mands gode råd som kritik
  • Jeg var overbevist om, at han ikke gad spille med mig, men kun gjorde det af medlidenhed med mig.
  • Jeg følte mig forkert og malplaceret.
  • Jeg kunne ikke gøre noget rigtigt på den f***ing bane, INTET.
Glæden ved at spille tennis blev efterhånden overskygget af mine udfordringer med mit selvværd. Vi havde skænderier, der på overfladen handlede om tennis, men rent faktisk handlede om noget helt andet.
Fordi jeg havde svært ved at rumme mig egen følelse af at være forkert, forsøgte jeg at overføre den til min mand – at gøre ham forkert i stedet; han skulle lade være med al hans kritik, han burde rose mig noget mere og jeg forsøgte (ubevidst) at fremprovokere en reaktion hos ham, der ville bekræfte mig i alt det jeg frygtede; nemlig at jeg var til besvær og var forkert. 
 
Og idet lavt selvværd nu engang har været min følgesvend i mange år, var det enormt svært for mig at: anerkende mig selv, have omsorg for mig selv og trøste mig selv. Jeg kunne ikke kigge på mig selv med milde øjne, give mig selv en mental krammer og sige at det var OK som det var. Så jeg søgte i stedet anerkendelse ved min mand, sådan at hans syn på mig blev afgørende for mit eget syn på mig.
 
Jeg skulle dermed ad nogle omveje, før det gik op for mig hvad der var på færde; det at være uprøvet, men super ambitiøs, i et boldspil havde gjort mig sårbar og presset. Og som det ofte sker, når en person bliver presset, kan de falde tilbage i deres gamle mønstre – nøjagtigt ligesom jeg gjorde det; ved at gøre mig selv mindre og ringere end jeg er – du kan læse min egen historie HER
Det var et gammelt sår der var sprunget op, og som begyndte at gøre ondt igen.
 
Da jeg indså at min reaktion ikke havde noget med mit tennisspil at gøre, kunne jeg begynde at skille tingene ad. Da kunne jeg bedre forstå min egen reaktion og acceptere, at det er en del af mig også. Og så blev det pludseligt meget nemmere at kigge på mig selv med milde øjne, smile af mine krumspring og kramme det lille barn indeni.

At have et stærkt selvværd betyder nemlig ikke, at du aldrig kan blive ramt af følelsen af lavt selvværd!

 
Men hvis du i højere grad tør anerkende at den følelse er en del af dig, som det menneske du er og når du kan acceptere den del af dig selv også, ja – så er du allerede på vej til et (endnu) stærkere selvværd.
Essensen af et sundt selvværd er at lære at rumme alle sine følelser, de grimme og de smukke, og have tillid til, at de gerne må være der og ikke skal skjules eller pakkes væk.
I min terapi bruger jeg netop de følelser der opstår, som et værktøj til større indsigt og forståelse, så mine klienter kan blive deres egen ekspert i, hvordan de lever med og rummer alle de svære følelser, og håndterer dem hensigtsmæssigt – se mere om hvordan jeg arbejder lige HER
Enden på min egen historie blev, at vi stadig spiller tennis sammen, masser. Vi står endda tidligt op om morgenen for at kunne spille inden arbejde og jeg har lært, at jeg havde brug for noget undervisning (fra en anden end min mand) i grundelementerne i selve spillet. Jeg har fået skilt tingene ad, sådan at en ringe dag på banen ikke længere trækker mit selvværd ned, men i stedet motiverer mig til at blive bedre til tennis.
Bedste hilsner
medmenneske v/Majken Brinch Sørensen, psykoterapeut MPF