Præstationsangst – angsten for ikke at slå til

Se hvad jeg kan!

Du kender det nok; du får svedige håndflader og armhuler og maven gør ondt, hvis du skal sige noget i en stor forsamling eller præsentere noget for andre. Det er helt normalt og kroppens måde at fortælle, at der er noget på spil, den gør sig klar til at præstere.

​Men hvis angsten for at ikke at kunne gennemføre, blive til grin, falde helt igennem, virke dum og ikke interessant nok, lammer dig eller gør, at du fysisk ikke er i stand til at gennemføre, så er du nærmere ramt af præstationsangst.

Det kan også være, at du er vant til at præstere og at det er det eneste der tæller for dig. Angsten for, hvad der sker, hvis du ikke præsterer er nok til at holde dig i gang, utrætteligt, også selvom du godt kan mærke, at du ikke får det bedre af at præstere – det er mere blevet en måde at leve på.

Det kan føles som om det ikke kun er din præsentation, som er på spil – men hele dig. Og hvis du fejler, er det hele dig som fejler og ikke er god nok.

Ser du mig?

Alle mennesker har et iboende behov for at blive set. At blive set giver næring til vores selvværd og selvfølelse. Når vi bliver set, så vokser vi. Vi kan mærke det som en varme indeni, måske en boblende fornemmelse – det kan føles som en lykkerus.

Når vi bliver set og bemærket, så føler vi os ikke ensomme. Det modsatte af at blive set, føles nemlig som at være ingenting, ubetydelig, usynlig sågar, for andre mennesker.

Men der er flere måder at blive set på; du kan blive set for det du kan og den du er. Og der er stor forskel!

At blive set for det man kan, giver næring til trangen til at præstere. Fordi når du præsterer godt, så får du anerkendelse for det du kan, eller har opnået. Så føler du dig bemærket, og samtidig så indtager du en plads i verden. Du har sat et aftryk, andre har lagt mærke til dig, fordi du har præsteret godt. Det er en vidunderlig følelse, af at være til, at fylde noget og være af betydning.

En anden måde at blive set på, er at blive set for den man er. Hvordan er det lige? Lad mig komme med et eksempel:

Måske er du vant til at smile og være ”glad”, selvom der ikke er så meget at smile af i dit liv. Måske har du fået at vide, at det er godt at være glad og positiv – fordi ingen gider være sammen med triste mennesker – de er så kedelige. Måske har du engang vovet at fortælle om, at du var trist eller ked af det, men blev henvist til, at ”det er da ikke noget at græde over”, eller ”op på hesten igen”. Måske fik det dig til at føle dig forkert, og i tvivl om, om det er OK at være ked-af-det?

I hvert fald forestiller jeg mig, at du har følt dig ret alene i sådan en situation og måske herefter har forsøgt at gemme det triste væk, hvis det opstod, eller helt undladt at lade dig selv føle tristhed overhovedet? Det kan sagtens være en konsekvens af ikke at blive set.

Fordi i det tilfælde, hvor du mærker, at en anden ser bag facaden og kan se hvordan du i virkeligheden har det – det kan være det mest forløsende og ægte møde, som mennesker kan opnå sammen. At blive set, bagom facaden af smil, af gode karakterer, af filtrerede billeder på Facebook og Instagram, uden at blive dømt. Når en anden kan se, hvordan det er at være dig og accepterer det, kan rumme at være sammen med dig i det, så sker der flere ting; du bliver bekræftet i, at tristhed er en reel følelse, en reel og legal følelse, som gerne må være i dig, du bliver selv bedre i stand til at rumme følelsen, fordi en anden deler den med dig, du føler dig en smule mere OK og dermed vokser dit selvværd og din selvfølelse.

Men sådanne møder og sådanne mennesker, der evner at se bag facaden og se det ægte menneske, er en mangelvare – der ofte begrænser sig til professionelle – der har uddannet sig i netop denne disciplin.

Dermed synes vi alle ”dømt” til at stræbe efter at blive set (anerkendt og holdt af) i kraft at det vi kan og fremviser af resultater, dvs. vores præstationer.

Det kulturelle aspekt

Hvorfor er vi mennesker så optaget af det ydre og knap så meget det indre? Hvordan kan det være, at ægte følelser er så svære at vise og sætte ord på overfor hinanden?

Jeg tror det handler om, at den kultur vi alle er rundet af, og som ligger mange generationer tilbage, ikke så let slipper sit tag i os – fordi den nedarves fra generation til generation – genetisk og socialt.

Tænk på, at psykologien som forgrening af filosofien opstod for knap 100 år siden! Så historisk har vi – indtil da – ikke vidst særlig meget om menneskets indre mentale og følelsesmæssige liv. Dengang var man netop kun noget, i kraft af sin præstation – fordi det samtidig var en forudsætning for overlevelse. Altså i en simplificeret udgave – det betød ikke så meget hvor flink en fyr du var, det handlede om hvorvidt du kunne få noget arbejde for hånden.

Og lige præcis dét gør sig gældende og forklarer også en del af, hvorfor præstation forbindes med angst; fordi det ligger i os, genetisk, præstation er lig med overlevelse og manglende præstation er lig med døden. Groft sagt – døden er jo ikke noget som vi forbinder direkte med præstation; hvis jeg ikke scorer dén eller dén karaktér – så dør jeg. MEN følelsen i kroppen kan være sådan – angsten for at falde igennem kan FØLES som døden. Derfor er angsten, hvis den får et tag i os, så overvældende – men samtidig giver den god mening, set med fortidsbrillerne på.

Når vi således aldrig har lært at håndtere svære følelser, hvordan skulle vi så kunne videregive en lærdom, vi dybest set ikke aner noget om? Hvordan skulle vi kunne lære vores børn om svære følelser? For hvordan rummer man lige et andet menneske, hvis man knap nok kan rumme sig selv og sine egne svære følelser?

Derfor kan måden, vi har valgt at håndtere dem på (måske ved at præstere), køre i den samme rille og blive ved med at gentage sig, som et ekko, i familier i generationer.

Et slag for terapien

Hvis du kæmper med angsten for ikke at kunne præstere, eller med angsten for, hvad der sker, hvis du holder op med at præstere, har du brug for at lære mere om den anden side af medaljen – altså få et billede af den realitet som er livet. Og ikke mindst blive bedre til at acceptere og håndtere, når livet ikke er rosenrødt.

Der findes et udtryk der hedder psykisk resiliens – og betyder, at have en mental robusthed, der gør, at man kan blive slået af pinden og falde og slår sig – hårdt! Men at man er i stand til at rejse sig igen, acceptere dette vilkår i livet, og lære af det som skete. Således det vil føles mere overkommeligt og ikke så angstfremkaldende næste gang, du bliver ”væltet”. Men hvordan får man lige fat i den der resiliens? Det gør man ikke! Det er en proces, der udvikles i de rigtige rammer og med den rette hjælp. Derfor tager det tid – ofte lang tid. Husk på, at vi er ude i et opgør med fortidens gener og sociale normer – hav derfor tålmodighed med dig selv.

Fordi præstation er en så essentiel mekanisme i os alle, så er arbejdet med det heller ikke simpelt. Arbejdet handler bl.a. om, at få en kognitiv forståelse af, hvilken motivation du har for at præstere – hvilken familiehistorie er du rundet af ift. præstation – hvad er du vant til at blive målt på? Men det handler også om, at få kroppen med i samspil – udsætte den for små doser, af angsten for ikke at præstere, og dermed lære den, at angsten er ubegrundet i dag; at det at præstere ikke længere handler om liv eller død. Arbejdet går også ud på, at få et større kendskab til og fortrolighed med de svære følelser som du mærker i dig selv. De skal ikke fjernes, de skal i stedet gøres til små markører, der giver dig en mental og kropslig status på, hvordan du har det. Og så består arbejdet endelig i, at du lærer hvordan du kan blive opmærksom på disse markører og arbejde hensigtsmæssigt med dem.

Ultimativt skulle du gerne nå derhen, hvor det ikke længere føles livsvigtigt om du præsterer perfekt eller ej. At det er OK, at du begår fejl. Hvor du kan lære af dine fejltagelser og byde dem velkommen, fremfor at frygte dem.

Terapeuten som værktøj

Vi mennesker spejler os i hinanden, det er helt naturligt og vigtig for vores forståelse af os selv og hinanden, men også for vores læring omkring livet og hvordan vi håndterer det.

Derfor er det enormt vigtigt, at behandlere og terapeuter selv har fået ”ryddet op i deres eget skur” som min gamle læremester udtrykte det. Altså – terapeuten selv, skal kunne rumme sig selv, dvs. have arbejdet med alle sine afkroge af angst og usikkerhed, for at kunne rumme andre på ægte vis. Vi mennesker er nemlig ikke i stand til at rumme noget vi selv er bange for. Så benytter vi os ofte at forsvarsmekanismer for at komme væk fra det ubehagelige.

Det er ikke sådan at forstå, at terapeuten ikke kan føle angst og usikkerhed længere. Det er nærmere sådan, at han/hun har skabt kontakt med disse svære følelser og arbejdet med dem, således de er en accepteret og velkendt del af terapeuten. Så oprydningen i skuret, går ikke ud på at fjerne det farlige og ukendte, men på at tage disse ting op, holde dem i hånden, mærke dem og endelig finde en plads til dem, hvor man altid kan finde dem igen.

Denne viden bliver en del af terapeutens værktøjskasse – sådan at forstå, at han/hun bedre kan forstå, føle og have empati for andre, der kæmper med samme følelser. Og netop er i stand til at rumme dem, sammen med personen, og lave den ”spejling” som er så vigtigt som føromtalt; jeg ser det svære du står i, jeg føler med dig og deler din smerte.

Acceptér – indtil videre

Kan du – efter at have læst dette indlæg – slutte en lille bitte smule fred med, at du er oppe imod genetiske og sociale kræfter, der overstiger din egen formåen lige nu? Hvis du kan det, er du allerede kommet langt. Husk på, at vi alle er i samme båd og kæmper med den samme eksistentielle angst som du kæmper med. Jeg ved godt det ikke fjerner problemet, men det kan måske give dig en smule sjælefred.

medmenneske/Majken Brinch Sørensen, psykoterapeut MPF

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *