fbpx

Vend krig og forkerthed til en åben samtale

Nu og da falder vi i den fælde, at vi kommer til at gøre andre forkerte. Ofte er det ikke hensigten og ofte er det lige netop dét der er meningen – men det sker nærmest automatisk og ganske ubevidst – men kan føles som en krig på forkerthed imellem jer. Her kan du læse om, hvordan I i stedet kan vende krig og forkerthed til en åben samtale.

 

Tit er det sådan, at dem der føler sig allermest forkerte indeni, de har en overvejende tendens til, at gøre andre forkerte, fordi de ikke selv kan rumme mere forkerthed inde i sig. Det gør alt for ondt i forvejen.

Hvordan udspiller det sig i virkeligheden?

Jeg vil bruge en diskussion som eksempel. I dette tilfælde en diskussion mellem et kærestepar, ægtepar eller en helt tredje konstellation, om penge.

Indledningsvis er det dét, som de to taler om; det månedlige budget er brugt op selvom måneden langt fra er slut. Men der går ikke længe, før én af parterne smider en kommentar afsted, der kunne lyde sådan her: ”Det er dig der bruger for mange penge på al dit udstyr … du er årsagen til, at vi aldrig har nogen penge herhjemme.”

Der er 2 fejl i den form for kommunikation:

1 – den ene part (vi kalder personen Bente, men det kunne lige såvel være en mand) går ind i en dømmende rolle og smider ansvaret over på den anden part (vi kalder ham Hans). Bente går over på Hans’ ”banehalvdel” og dømmer at Hans er forkert, samtidig med at hun fritager sig selv for ansvaret.

2 – den anden fejl består i, at Bente sikkert slet ikke er klar over, hvad hun har sat i gang ovre i Hans. Hun har smidt en bombe ind i hans indre, der eksploderer og overvælder hver eneste krog i Hans med forkerthed. Hans selvværd (hvis det ikke var udfordret i forvejen) dykker betragteligt og når måske et nyt nulpunkt.

Sådan kunne det godt ende – det gør det i nogle forhold. Her ville Hans trække sig og føle sig endnu mere forkert. Måske ville hans tanker kredse rundt i hovedet omkring, at han da heller ingenting kunne finde ud af, at han var alt for svag når det kom til at styre sig med penge, at han måtte tage sig sammen. Måske ville det ende med, at han sagde undskyld til Bente fordi han var ansvarlig for deres ulykkelige situation.

Men det er ikke dén Hans jeg vil fortælle om i dette nyhedsbrev. Den Hans jeg vil fortælle om, han kan slet ikke rumme den forkerthed og dét ansvar, som Bente sender imod ham, så han gør det eneste han ved – han giver tilbage af samme skuffe. Det kunne lyde sådan her: ”Det er sgu da dig, der er en big-spender…i sidste uge skulle du absolut købe det der……”.

Og sådan kan diskussionen udvikle sig til krigsførelse; de vil blive ved med at kaste bolden frem og tilbage mellem hinanden og gøre hinanden mere og mere forkerte. Hensigtsmæssigt? NEJ. Meget almindeligt? JA.

Det er bare så menneskeligt at have svært ved, at rumme forkerthedsfølelsen. Og mange af os vil slet ikke have den i os, så vi skynder os at sende den videre.

Det er fordi den gør så ondt indeni. Den river ofte et gammelt sår op, som vi kender så godt. Det er smerteligt at føle sig forkert og tærer endnu mere på det lave selvværd.

Men er det den perfekte strategi at give forkerthedsfølelsen fra sig? Det siger næsten sig selv, at det ikke holder i længden. Den forsvinder jo ikke af sig selv, ved at du giver den fra dig og sender den over i andre. Og du har ikke selv lyst til at rumme den, så hvad kan du gøre?

I eksemplet fra før, kunne Bente og Hans gøre 2 ting:

1 – Bente kunne have holdt sig på sin ”egen banehalvdel” ved i stedet at sige: ”Jeg har en tanke om, at det udstyr du køber, virkelig er dyrere end vi har råd til” – en enkel omskrivning, der lader tvivlen komme Hans til gode. Hun placerer ikke direkte et ansvar hos ham, men giver udtryk for en bekymring der kan være reel hos hende.

Bare det at bruge ordene ”Jeg tror” eller ”Jeg synes” gør nemlig, at du tager ansvar for dine egne bekymringer og holdninger, og dermed lader diskussionen være en udveksling af bekymringer og holdninger, fremfor at føre krig.

Der sker også det, at Hans har mulighed for at komme tilbage på Bentes bekymring, fordi han ikke er blevet dømt ude allerede. Så tilbagemeldingen fra ham kunne istedet blive: ”Jeg tror, at du godt kan komme til at bruge flere penge end vi har….”.

Det er stadigvæk en diskussion, hvor de hver især gør sig nogle tanker om den anden. Men der er stor forskel på at gøre sig tanker om den anden og dømme den anden.

2 – Hvis Bente åbnede diskussionen uændret ift. eksemplet fra før, så kunne Hans ”ophæve” forkerthedsfølelsen i sig ved at sige, hvad den gjorde ved ham: ”Jeg føler mig virkelig gjort forkert, når du siger tingene på den måde.”

Så er der pludselig lagt en helt ny dimension ind i samtalen – Hans viser sin sårbarhed, som samtidig er en styrke, fordi han sætter ord på sin oplevelse og ikke bare accepterer det ansvar der bliver lagt på ham.

Det vil give Bente et billede af, hvad hendes ord gør ved Hans og ofte lede til, at hun får lyst til at ændre dem, så de ikke sårer på samme måde….måske fordi hun jo godt ved, hvor forfærdelig en følelse forkertheden er.

God kamp og god samtale 🙂

Majken

medmenneske v/psykoterapeut Majken Brinch Sørensen