fbpx

Giv ikke lavt selvværd videre

Hvordan undgår du at lavt selvværd går i arv? Giv det ikke videre til dine børn.

Hvis du har en anelse om at du selv kæmper med lavt selvværd, kan det være, at du også tænker over hvordan du kan styrke dit barns selvværd?

Hvis du kan svare ja til det, så kan dette være en inspiration til, hvordan du kan bryde dit eget mønster af lavt selvværd og undgår at det går i arv. Dette er nogle af de råd som jeg selv efterlever, som mor til 2 teenagere.
MEN du kan sagtens læse med alligevel, selvom du ikke har børn – det jeg beskriver kan såmænd også gælde i mange andre relationer som er betydningsfulde for dig……parforhold, venskaber, hvor du gerne vil stå mere tydelig og autentisk frem.
Jeg ved, at de ændringer jeg bevidst gør i mit eget liv, kan have en rigtig stor betydning for mine omgivelser. Fordi vi mennesker oftest betragter, lader os inspirere og lærer af hinanden, ved jeg også at jeg nogen gange selv skal gå forrest, hvis jeg vil have nye ting til at ske.
Det jeg mener er, at ved at arbejde med dit eget selvværd, vil du ofte automatisk give inspiration til dine børn og lære dem hvordan de styrker deres selvværd.
De følgende råd er derfor ment som en hjælp til dig; at du får øje på dig selv (som mor eller far) og styrker dig selv i den rolle, så du kan være en inspiration for dine børn.

Sæt dig selv først (når du kan)

Det at sætte sig selv først er IKKE egoisme, og bør ikke være forbundet med skam. Tænk på det som en nødvendighed for at kunne være der for andre. Tag dig af dig selv, for at kunne tage dig af dine børn.
Naturligvis skal du ikke negligere dine børns behov. Men forsøg dig med at trække stikket for din egen skyld, og forsøg at gøre det på en autentisk måde:
”Jeg kan mærke, at jeg har brug for lidt tid for mig selv. Derfor tager jeg mig lige en pause, hvor jeg (tager et bad, læser en bog, går en tur, spiller computer, tager en lur osv.) og så vil jeg gerne hjælpe dig med (det som dit barn ønsker) bagefter”.
Forhåbentligt giver det dig mere overskud som forælder, samtidig med, at du signalerer til dine børn og dine omgivelser: at mine behov er også vigtige og jeg tager mig af mig selv, og det er OK.
Dine børn vil lære, at de også gerne må gå efter deres behov, uden at det er forkert eller går ud over andre. Som en sidegevinst, kan du opleve, at du også vil føle det langt mere OK, når andre omkring dig gør det samme – uden at du skal føle, at du skal arbejde endnu hårdere af den grund.

Vær tydelig, når du sætter dig igennem

Ofte kan lavt selvværd hindre dig i at bede om hjælp eller tjenester på en tydelig måde. Mange vil måske kunne genkende det, at de har et stort behov for at forklare sig, hvis de beder om noget, fordi de måske er alt for vant til at gøre det hele selv. Men ofte kan forklaringer skabe forvirring og ende med at få enten dig eller dine omgivelser til at føle sig forkerte.
Et eksempel på det kunne være, at du spurgte dine børn om hjælp:
”Der skal ryddes op efter aftensmaden, vil du ikke hjælpe med det?” hvorefter du bliver mødt af et ”NEJ” eller bortforklaringer om noget man liiiige skal først…….
Og hvad melder man lige tilbage som far eller mor, der havde håbet på bare en lille smule hjælpsomhed fra sine børn? Det er sandsynligt, at du måske vil blive vred og såret over at blive afvist:
”Er du klar over hvor meget jeg i forvejen gør herhjemme?” eller ”Øv, hvor er du doven, hvis man vil have noget gjort herhjemme, må man gøre det selv” eller ”Du ligger alligevel bare dér og kigger på din mobil, skal du ikke lave noget fornuftigt?”
Måske vil du opnå, at dine børn faktisk gør det du bad dem om, men det er også meget sandsynligt, at de samtidig føler sig forkerte, fordi de lige er blevet mødt med vrede anklager. Det kan også være at du bare gør det selv og inderst inde tænker, at du skulle have holdt din mund – dermed gør du dig selv forkert….
Hvis du gerne vil sætte dig igennem på en mere tydelig måde, kunne du i stedet sige:
”Det er OK at du ikke gider, du behøver faktisk heller ikke gide det, men jeg vil gerne have at du gør det alligevel! Jeg har brug for din hjælp, det er derfor jeg spørger dig”.
På den måde anerkender du, at det er OK at have det sådan, at opgaven er træls, men at den skal gøres alligevel. Dine børn får lov at have deres følelser som de nu engang er, og du anerkender dem, samtidig med at du tager dig selv alvorligt. Og vigtigst at alt; ingen bliver gjort forkerte.  
Sidegevinsten er også, at du lærer dine børn at deres følelser er OK, også selvom de er forskellige fra dine. Alle har ret til at have de følelser som de har, og dine børn vil opleve en autentisk forælder der er tro mod sine følelser og tydelig ift. at sætte sig igennem.

Prøv at sætte ord på, når du er i tvivl og ikke ved hvad du skal gøre

Nogen gange vil du komme ud for, at du ikke slår til. At selvom du er den voksne, så har du altså ikke svaret på alt, eller kan klare alt i denne verden. Og det kan være uhyggeligt angstprovokerende at indse, at det her problem eller dette spørgsmål, det ligger udenfor din rækkevidde.
Skal du finde på noget eller gå til bekendelse? Min erfaring er, at det at være ærlig overfor sig selv og andre, er med til at styrke dit selvværd – fordi du står ved dig selv som du er. En måde at vise det på kunne være:
”Jeg ville ønske jeg kunne komme med et svar eller hjælpe dig bedre, men jeg ved simpelthen ikke hvad svaret er eller hvad jeg skal gøre”.
Hvad sker der i den situation? Min erfaring er, at man sammen med sit barn, istedet kan tale om det at stå i en situation der er svær, eller være frustreret over noget, som der ikke er en løsning på. Og at det også er OK, at der ikke findes et svar eller en løsning på alt.
Ofte sker der endda det, at børn (og unge, voksne, ældre) selv bliver kreative, og selv kommer på mulige løsninger og idéer, når der bliver åbnet op for det i samtalen, fremfor at far/mor skal finde et svar eller en løsning for dem.
Og du fremstår mere autentisk som forælder, hvilket ofte vil inspirere dit barn. Du viser, at du står ved dig selv og din egen utilstrækkelighed og at det er OK. Fordi vi kan ikke have svar og løsninger på alt!
En sidegevinst kan være, at du samtidig styrker dit barns egen robusthed ift.; at være kreativ som problemløser, men også at han/hun accepterer, at ikke alt i livet har løsninger og svar.

Anerkend, når du har begået fejl

Én af de vigtigste ting som jeg har lært, som mor og som menneske er at stå ved mine fejltrin og turde indrømme dem. Før i tiden ville jeg gå ret langt for at få ret, også selvom jeg tog fejl. Og skulle jeg have kommet til at lave en fejl, så var det så angstprovokerende for mig at indrømme dem, fordi jeg så følte mig helt forkert som menneske.
Men jeg har lært, at det er OK at fejle. Faktisk er det så OK, at jeg gerne fortæller vidt og bredt om det, fordi det betyder at jeg også har lært noget nyt og fået en ny indsigt! Og fordi jeg samtidig accepterer mig selv som jeg er (læs min egen historie her).
Jeg falder også i; bliver urimelig, overreagerer, underreagerer, er nogen gange ugidelig og doven, nogen gange ser jeg bare ikke mine børns behov, men har kun øjne for mig selv, nogen gange er mine forventninger til mine omgivelser skudt helt ved siden af osv.
Når det sker så siger jeg ”Undskyld”!! Jeg står ved, at jeg har begået fejlen. Kender jeg årsagen til det, forklarer jeg det (uden at bortforklare) og er der ikke nogen forklaring, er det sådan dét er. Men det er mit ansvar.
Det er måske mit vigtigste råd: lær at elske dine fejl. Stå ved dig selv som et fejlbarligt menneske, fordi du dermed accepterer dine mindre pæne sider, hvilket jo er en del af det at acceptere hele dig selv, som du er.
En sidegevinst kan være, at dine børn (og andre omkring dig) vil opleve dig som en transparent og tillidsvækkende forælder og person. Det er trygt at være sammen med nogen, der ikke forsøger at krybe udenom, eller give andre skylden for en fejl de selv har begået, men som står ved at; ”Ja, der var jeg sgu lige en idiot, det kan jeg godt se nu og det må du undskylde”.
Måske oplever du endda, at dine børn bliver inspireret til at gøre det samme og selv blive ansvarlige unge (og voksne), der tør stå ved dem de er.
Giv ikke lavt selvværd videre – bliv i stedet inspirator for at bryde det kedelige mønster.
Jeg vil ønske dig al mulig god vind med at styrke dit eget – og dermed dit barns – selvværd.
De bedste hilsner
medmenneske v/Majken Brinch Sørensen, Psykoterapeut MPF