fbpx

Fra depressive tanker til indre ro

 

Denne fortælling handler om en ung pige der mistede troen på sig selv, kom faretruende tæt på en depression og fik mange depressive tanker, da hun skulle vænne sig til nye omgivelser og nye relationer. Men det kunne have være en fortælling om hvem som helst. Historien vil sikkert være genkendelig for mange andre, uanset alder, som nogensinde har prøvet at tvivle på sig selv.

 
For Freya ændrede alt sig, da hun startede på en ny uddannelse.

Hvis man havde spurgt hende forinden om hvordan hun havde det, ville hun sige, at hun havde et godt liv og generelt var glad og tilfreds. Hun havde et godt netværk af venner og var tryg i at færdes blandt andre mennesker.

Klart nok var hun usikker på, hvad den nye skole ville byde på af forandringer og nye bekendtskaber. Men da den nye tilværelse blev realitet, skulle der ikke meget til at overvælde Freya, og ofte følte hun sig malplaceret og falsk.

Normalt ville hun give udtryk for sine tanker og oplevelser sammen med andre – det var faktisk dét som andre værdsatte hende for – og satte pris på at være ægte overfor andre. Men den nye virkelighed, nye mennesker og nye kulturer, som hun ikke kunne afkode, gjorde hende usikker på om det var OK at dele ud af sig selv? Om hun havde værdi nok, til at sætte sig i spil og tage en plads i klassen?

Usikkerheden og tvivlen ville ikke rigtig slippe hende, da den først havde fået fat. Og som det kan ske, hvis selvværdet er under pres, begyndte hun at vende alting ind mod sig selv og overbeviste sig selv om ”sandheder” der kunne bekræfte hende i:

At hun ikke var interessant nok til at være med i fællesskabet.

At hun ikke rigtig passede ind nogen steder.

At alle andre havde fundet sammen i venskaber, der gjorde dem trygge, og sikre på at have nogen til at støtte sig.

At alle andre levede ubekymret og ikke var usikre på sig selv.

 
Konstruerede sandheder og depressive tanker

De sandheder hun konstruerede, havde baggrund i flere oplevelser, som hun så tolkede en mening ud af:

Når andre gik til pause mellem timerne, så sad hun ofte tilbage sammen med nogle få andre – de efterladte.

Hvis hun endelig var sammen med nogen fra sit hold, kunne hun få tanken; om de blot var sammen med hende fordi de følte sig forpligtede til det? Ville de være sammen med hende, hvis de selv kunne bestemme?

Når hun sagde noget, var det så ikke som om andre ikke rigtig lyttede eller svarede hende?

Blev hun inviteret ind i en gruppe, følte hun sig alligevel alene og ensom, selvom hun var omgivet af andre mennesker.

Fordi hun var ny, uprøvet og utryg i den nye virkelighed, var der et endnu større behov for at skabe ro indeni, men hun søgte at finde den igennem andre – dvs. andre skulle give hende oplevelsen af, at hun var noget værd, at hun var god nok – fordi hendes eget selvværd var skrumpet ind og troen på sit eget værd, var blevet meget lille.

Hun var på hårdt arbejde, særligt fordi hun ikke følte hun fik den ro indeni, som hun var vant til at have og længtes efter.

Der skete det, at Freya begyndte at isolere sig selv mere. Normalt fik hun masser af energi ude blandt andre mennesker og dét at være isoleret gjorde bare ondt værre; hun blev mere inaktiv, mere indadvendt, mere ked af det og endnu mere isoleret.

 
Da det stod allerværst til, fik hun depressive tanker om, at livet ikke længere var værd at leve….en depression lurede lige om hjørnet; hun orkede intet, alting flød omkring hende, hun følte sig ensom det meste af tiden og hun græd uden at vide hvorfor.

Den onde spiral kunne have forsat og kunne have udviklet sig til netop en depression, hvis hun ikke havde fået hjælp til at styrke sit selvværd.

Hun havde blandt andet brug for et virkelighedstjek, som kan være enormt svært at give sig selv, hvis man er blevet fanget i overbevisninger og forestillinger, som man selv har skabt og (ubevidst) forsøger at bekræfte sig selv i er rigtige.

Det kræver en anden person, som kan tale med én om den pågældende situation, men fra deres eget perspektiv, som ikke allerede er farvet af en tolkning.

Når Freya f.eks. forestillede sig, at andre kun var sammen med hende, fordi de følte sig forpligtede til det og hun dermed følte sig uønsket og til besvær, kunne et virkelighedstjek bestå af spørgsmål:

Hvilke reelle handlinger, udtryk og udsagn lå til grund for Freyas vurdering af den anden person og situationen?

Var der tale om en tolkning eller var det virkelighed?

Hvordan kunne det også tolkes – en alternativ version?

Hvad havde hun gjort noget for at undersøge om det forholdt sig som hun frygtede?

Var der tale om en tolkning som var farvet af hendes selvbillede og usikkerhed (og som bekræftede hende i at; jeg er ikke OK, andre vil mig ikke)?

Som terapeut bidrog jeg også med min tolkning, hvilket gjorde pigen opmærksom på, at der aldrig findes kun én sandhed.

Der kan være alle mulige grunde til at andre mennesker reagerer som de gør, som vi slet ikke kan forestille os, hvis vi er fanget i en fastlåst overbevisning og selvbillede. Vores tolkning bliver ofte farvet af, hvilken dag vi har eller hvilken periode vi lige er i. På et andet tidspunkt, ville vi måske have tolket dem helt anderledes.

 
En anden og vigtig læring, som Freya tog med sig af denne erfaring, var at blive opmærksom på, hvordan hendes omgivelser og relationer reagerede på de signaler hun reelt sendte ud kontra hvad hun troede hun signalerede;

Andre kan opfatte det, som er usikkerhed på sig selv, som utilnærmelighed i stedet – derfor kan din udstråling (selvom den dækker over det modsatte) virke som en afvisning af kontakt på forhånd, hvilket kan afskrække andre fra at nærme sig dig. Og sådan kan du fejlagtigt, komme til at få mere af det du ikke vil have og mindre af det, som du har brug for.

I Freyas eksempel, hvor hun følte at hun sad tilbage og var forladt i pauserne, kunne hun godt føle sig afvist, men signalerede måske noget andet; fordi hun ikke ville virke sårbar og alene, gjorde hun meget ud af virke travl med noget, og kom måske til at signalere (fejlagtigt) at hun havde nok i sig selv. Og det var også det budskab hun sendte til andre; hun er optaget med andre ting og ønsker ikke at være med.

Havde hun i stedet spurgt de andre, om de kunne hænge ud sammen (selvom det kan føles som at stå på kanten af klippen), ville hun ganske enkelt have sendt et andet budskab; jeg vil dig/jer, jeg er interesseret i at lære dig at kende.

Vi mennesker begår ofte den fejl, at vi tror at andre kan læse os og se hvad vi i virkeligheden tænker indeni. Men når de opfatter det aktuelle signal vi sender, så kan vi opleve at blive skuffede over deres manglende forståelse for vores (skjulte) signaler og ender måske med at skubbe dem endnu længere væk.

Er du først blevet fanget i en overbevisning, der tolker dine medmennesker som modstandere og mistænkeliggør deres handlinger, sådan det rammer dit selvværd, så kan det ende med at blive en vane at se verden på dén måde. Og så kan du ende med kun at se de ting omkring dig og handlinger andre gør, som en bekræftelse på at de ikke vil dig eller du er forkert.

Da Freya havde arbejdet med sit selvværd og følte sig mere styrket, begyndte hun også at lægge mærke til, at tingene ændrede sig omkring hende – hun lagde mærke til og så nu, hvordan andre gav udtryk for at de gerne ville hende, fordi hun selv signalerede at hun ville dem! Bemærkninger hun før havde fået fra andre, opfattede hun nu som det kompliment det faktisk var – førhen havde hun slet ikke taget det til sig.

Spørgsmålet er naturligvis; havde det hele tiden været sådan, men havde hun bare ikke hørt og set det? Havde hun lavet en ubevidst ”overhøring” af de andres ”tilnærmelser” til hende, fordi hun havde levet i én overbevisning og kun lod dét komme ind gennem sit filter, der kunne bekræfte hende i, at alle var imod hende?

Eller var det hendes styrkede selvværd, og positivt indstillede livssyn, der skinnede igennem og virkede inviterende på andre mennesker, så de nu pludselig SÅ hende?

Eller var hun blevet så tryg og glad for sig selv, at hun ikke så ”spøgelser” længere, men i stedet accepterede at venskaber tager tid at etablere og at de kræver, at man selv byder sig til, investerer sig selv og tør være åben for venskabet?

Uanset hvad svaret er, så har Freya i dag fundet tryghed og ro i at være sig selv. Hun tør byde sig til og får (selvfølgelig) den positive respons fra andre, der er så naturlig – vi mærker det nok alle som en anerkendelse, når andre vil os.

Freya har lært, hvordan hendes selvværd kan farves af negative tanker og urigtige overbevisninger. Det er måske hendes akilleshæl, som hun skal blive mere kendt med og acceptere som en del af sig.

Den vil sikkert stikke hovedet frem igen senere i livet, og måske vil hun glemme (for en stund) hvad hun har lært af denne udfordring. Men når hun så husker og genkender sine mønstre, så ved hun nu hvad der er på færde og hun tage bedre hjælpe sig selv – eller ved hvilken hjælp hun behøver, for at komme til at stå stærkere igen.

medmenneske v/Majken Brinch Sørensen, psykoterapeut MPF